Inden gudstjenesten…
"Lignelsen om den fortabte søn", sådan plejer vi at kalde den tredje lignelse i Lukasevangeliet kap. 15. Men egentlig handler den om meget mere, end bare én fortabt søn! Den handler også om en fantastisk atypisk mellemøstlig far – og om en en bror, som ved sin fromhed og moralskhed viser sig som værende mindst lige så fortabt som den anden.
Tre gudstjenester vil vi bruge på at dykke ned i lignelsen. Til den første af de her gudstjenester, vil vi særlig fokusere på de to brødre, og de to slags fortabthed, de hver især repræsenterer.
Luther har en anvisning til, hvordan man kan meditere og fordybe sig i en bibeltekst. Det vil jeg foreslå dig, at gøre med teksten til på søndag. Du kan læse hele Luk 15, eller nøjes med den tredje lignelse.
- Læs teksten langsomt og grundigt igennem. Bemærk alle ordene, og dan billeder i dit hoved af det, der foregår. Efter du har læst teksten, så stil dig spørgsmålet: Hvilken lære blir fremført her? Hvad siger teksten om mennesket? Om Gud? Om kirken? etc.
- Læs teksten endnu engang! Men denne gang skal du bruge den som anledning til taksigelser! Hvad minder den dig om at takke for?
- Læs den endnu engang – denne gang med fokus på din synd! Spejl dig i teksten, og spørg dig selv, om den afslører noget hos dig som synd? I så fald, bekend din synd for Gud (du er naturligvis altid velkommen til at søge mig om privat skriftemål i den forbindelse).
- Læs teksten som anledning til bøn! Minder den dig om noget du skal bede for? Nogle bestemte emner? Nogle konkret mennesker?
Prøv dig frem med denne læsemetode! Du får teksten ind på en helt ny måde.
Kunne du tænke dig endnu mere fordybelse vil jeg meget gerne anbefale Tim Kellers bog "De fortabte sønners Gud", som du kan købe af mig.